Vi venter


Du er så højrøstet.
Der bliver stille om bordet.
 Jeg vidste ikke at der var decibelbegrænsning på at spille brætspil. Tænker jeg.



Hun smiler slet ikke. Måske er hun træt. Gad vide hvor mange gange hun har lavet den præsentation i dag. Hvor mange gange hun skal lave den i dag og imorgen. Men hun er grundig. Det må man sige. Måske elsker hun det? Måske har hun selv lavet diagrammet. Hun var så stolt, den gang det var færdigt. Hun præsenterede det for sin leder og sine kollegaer. De smiler heller ikke. Men de nikker. De har nok en måde at tale sammen på, som er det af deres arbejde. Kulturen. Når det går godt virkeligt godt, spørge de ind til noget og man har svar. Måske spørger de nogle gange, fordi de ved at hun har svaret. Hun skal bare have muligheden for at svare. For at vise at hun har svaret.





* Jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg skal ud og trække noget frisk luft. Bare der ikke er nogen der går med. Hvad skal jeg så sige? Jeg skal bare være alene. bare 5 minutter, så er jeg klar igen. Jeg bliver kvalt.
Hende den sidste. Sad der og smilede. Som om jeg ikke kunne se at hun bare nikkede for at se ud som om. Som om hun lyttede. Jeg kan ikke gøre det igen i dag, Ikke uden bare 5 minutter for mig selv.




* Jeg kan ikke sove, siger Ulla

Måske er det det der med at jeg blev single.

Hvad med en hund? Siger Marie. Bare lyden af en andens åndedræt.

Nej for jeg arbejder 24-timers vagter. Så det vil jeg ikke.

De lugter også ud af munden, siger Henriette.

Det er fordi de slikker sig siger Ulla og kigger over på Henriette

Det gør katte også. Vi har kat, siger Henriette og kigger ned.
Og hunde spiser lort siger Kenneth.

Ja det gør de, siger Marie, og to andre om bordet nikker bekræftende.
Det gør min ikke, siger Andrea.

Det er fordi din hund er lige så stor som en lort, griner Mette. Alle griner.
Andrea fniser, mens hun siger, ja det er en dværg chihuahua.

 

Ullas ord har stumme d’er og ingen ord slutter med e.

Jeg gider ikke dem med små børn. Det gider jeg ikke igen. Ordene glider til siderne og op og ned som i en vandrutsjebane.

Henriette kigger ned og ryster på hovedet. Nej det kan jeg godt forstå. Det gider jeg heller ikke igen.

De kigger videre på telefonen.
Se ham der. Hvorfor lægger han sådan et billede op? Jeg gider da ikke se på hans mave.

 



* Hvad læser du? Spørger Henriette.
Mette smiler: Åh, det er en artikel. Den hedder noget så kedeligt som Forandringsledelse med digitalisering i det offentlige. Det er fordi jeg følger en fag på en master, der hedder noget endnu mere kedeligt, Kvalitativ analyse af organisation og IT. Det handler om organisationer. Jeg er ikke helt ekspert på det endnu.

Nå. Ja, siger Henriette, og kigger tomt på Mette.
Der er stille.

Nu trækker de sig, tænker Mette.