Dem der går forbi


Puha da, det er stejlt her. Men hvor er det smukt. Og drengene, de springer afsted. Godt vi fik den hund. Jackie er ved at blive gammel, så det er godt med en ung hund, der kan lege. Hestehalen vipper mens hun går op ad bakken. Hun mærker en let brise i nakken. Det er køligt for årstiden. Påskeliljerne er sprunget ud, men går måske tidligt til hvis nattefrosten bliver for hård.
Det er en Tunneldal. Fra istiden, siger Henrik. Alle de sten, de kommer fra Norge. Isen trak dem her ned, da den trak sig tilbage.
Ja?

Isen trak sig tilbage. Det er et sjovt udtryk, tænker hun. Valgte isen at trække sig? Lige som hun valgte at trække sig fra lederjobbet. Så fik Birthe det. Måske havde hun fået det alligevel. Nu blev det uden kamp. Jeg tror bare jeg kunne have gjort det godt. Men Birthe havde mest opbakning. Jeg er aldrig faldet rigtig til. Eller også faldt jeg bare til med Dan og Inger og Mette. Og de er rejst nu.
Hvad tænker du på? Henrik giver hende et kram om skulderen.

Nå. Bare fjorden her og drengene. Godt vi fik den hund.
Ja, siger Henrik.




Har du nogen hobbies?
Hobbies? Har han tænkt den sætning? Korrekt grammatik og det hele.
Tja. Jeg svømmer. Og så læser jeg. En del. Mest skønlitteratur.
Hov. Der gik han vist i stå. Måske havde han ikke tænkt at der kom svar.
Ja? Kan du anbefale nogen gode bøger?
Nu elsker jeg ham.




Typisk kvinder. Du kan selv være typisk kvinder. Og så sad jeg bare der og smilede. Men hvad fanden. Når han hidser sig op over halvdelen af jorden. Hvad skal man så sige?
Typisk halvdelen af jorden befolkning. Tag dig sammen mand. Du har citroner, så lav noget limonade. Gå ind i tampax-branchen, eller hvad den nu hedder. Røvhul. Jeg gider ikke tilbage i morgen. Ikke hvis jeg skal lytte på det der igen. Men jeg gør det nok alligevel.




En mand er standset foran vinduet. Han har bukserne omvendt på, så gylpen er på bagen. Tivoli er åben. Han giver ud efter en farverig dåse med en energidrink, som nogen har efterladt og tager prøvende en tår. Bare et lille sip. Så slændrer han videre med dåsen i hånden. Det er fredag. Han leder nok efter en fest. En buksefest.

 

 


* Der er anden gang jer ser damen med karseklipningen. Hun er lav og har en lang nederdel på. Det er paisley print i rosa farver. Og en stor grå stribet strik cardigan over. Hun går med fast skridt og kigger ned i jorden. Første gang jeg så hende, var jeg på vej ud af restauranten. Nu sidder jeg bag et vindue i en tværgående gade. Hvor var hun henne. Hun må være på vej tilbage. Der er mange shawarma barer i den her gade. Måske hun spiste frokost. Målrettet frokost. Eller uden mål og med.



13, 14, 15. De er vist alle med. Eller ha ha de er alle med. Kunne du lige se Amalise mor komme og hente hende. Ha ha. Det gik ok. Kommer du med Sigurd? Hjem og tage tøjet af, og så. Hvad skal vi nu? Bertram skal have lidt ekstra opmærksomhed. Han har pondus. Men de andre har ikke set det endnu. 5. 10. 11, 12, 13, 14. Hvor er. Åh. 15. jeg er ikke glad ved den sø, de har gravet. Det bliver våde flyverdragter. Måske bare til de lige har vænnet sig til det.




Åh den ser go ud. Go hund. Go hund, ja. Jeg savner sgu Bosse. Det var en go hund. Så glad. Altid. Og som han logrede. Fejede sgu alle kaffekopper af bordet. Ha ha. Og Inger blev tosset. Det var sgu også et svineri. Al kaffen på gulvtæppet. Godt det var de røde tæppe. Så man ikke kunne se det. Troels ville have lagt mærke til det. Han så alt. Det var sgu irriterende. Men jeg savner ham. Måske er han med Bosse. Så kan de gå der og rydde op sammen.




* Nej, nu går de ud i mudderet. De bliver så mudrede. Det lægger sig på gulvtæppet. Jeg ved det. Jeg kan se sandkornene, især når solen skinner. Hvis de nu bare blev tørre inden vi når hjem. Hvor længe skal jeg gå for det? Det bliver ikke langt. De er så langsomme. Den lille også. Hun skal snuse til alt.

 



Hvis bare det anlæg ikke brændte af. Så havde jeg haft masser af opgaver. Nu kan jeg bare gå tur. Dejligt med sol. Forår. Og sol. Mon Lisa giver mad i aften? Hun har ikke ringet siden... Siden tirsdag sidste uge. Jeg savner at tale med nogen. Og Lisa laver god mad. Den sovs til var virkelig god. Hvad var det hun kom i den? Salt og peber. Men der var noget mere. Lige som en krydderi. Krydderurt. Kartoflerne havde fået for lidt.

Nå, hun skal ikke tæt på. To hunde. Hun har da hænderne fulde. Hun behøver da ikke at gå så langt uden om. Hun er nok sur. Sure kælling. Nej. Solen skinner. Jeg kunne jo ringe til Lisa og spørge. Jeg har kartofler. Så skal jeg bare have oksefars. Det er vel 30 kroner. Måske det var persille? Det var i hvert fald en krydderurt af en slags.